Min kone har lige lært mig, præcist hvad in media res betyder. Hun lærte det i
folkeskolen. Jeg er ved at vænne mig til at kalde overskrifter for rubrikker,
og nyhedstrekanten har jeg måtte læse op på for nylig. Sagen er, at jeg først
er startet på journalistik på RUC i starten af september i år og derfor er mere end
almindelig ny i faget.
Jeg har lige siddet og kigget mine medstuderendes praktikhjemmesider
igennem, og i deres ånd må jeg hellere få sagt, at jeg vil være journalist,
fordi ”jeg vil kende menneskerne bag historierne”. Og det er også til dels rigtigt.
Men det er mere rigtigt, at jeg mener, jeg vil blive en god journalist, fordi
jeg allerede kender menneskerne og har lyst til at fortælle de historier, de
trækker med sig.
Jeg føler allerede, at jeg har levet flere liv og nu er
startet på endnu ét. Faktum er, at jeg har været død to gange, udgivet 6 albums
med min musik, er uddannet badmintontræner, kender en kur for kræft, været
junkie med stort J, gået på fin kostskole, mistet begge mine forældre, reddet
en anden mands liv og nu er lykkeligt gift og lever på en måde, jeg kan være
bekendt. Og det er så her
journalistikken har vist sig at passe pissegodt ind.
Som sagt startede min egentlige erfaring med journalistikken
(udover en uges folkeskolepraktik på Sjællands Tidende i 8. klasse) først i
september i år, da jeg startede på studiet på RUC. Tre uger inde i det forløb
var jeg så heldig at komme i to ugers praktik på Ekstra Bladet.
Med min begrænsede erfaring i mente var jeg ikke overbevist om, hvor vidt jeg ville kunne være til nogen nytte på en avis. Min bekymring viste sig dog at være uberettiget og det gik op for mig, at jeg kan finde mindst lige så stor glæde i at skrive artikler til Nationen- segmentet som sangtekster til hipsterteenagere, så længe jeg gør det på en måde, jeg kan stå inde for og i et miljø, hvor det bliver værdsat og hvor rammerne er frie til at arbejde selvstændigt. Så det har jeg tænkt mig at fortsætte med.
Med min begrænsede erfaring i mente var jeg ikke overbevist om, hvor vidt jeg ville kunne være til nogen nytte på en avis. Min bekymring viste sig dog at være uberettiget og det gik op for mig, at jeg kan finde mindst lige så stor glæde i at skrive artikler til Nationen- segmentet som sangtekster til hipsterteenagere, så længe jeg gør det på en måde, jeg kan stå inde for og i et miljø, hvor det bliver værdsat og hvor rammerne er frie til at arbejde selvstændigt. Så det har jeg tænkt mig at fortsætte med.
Men for at gøre en lang historie om mig kort, så fortsættes
den herunder i punktform:
Jeg er:
- - sulten og nysgerrig
- - åndssvagt glad for at læse og skrive, sådan helt generelt
- - også rimeligt glad for at snakke
- - irriterende at spille Trivial Pursuit, Bezzerwizzer eller Wordfeud imod
- - vedholdende og svær at knække
- - fodboldfan
- - glad for country, der lyder som punk - og omvendt
- - god til at lave mad 7 ud af 10 gange
- - politisk orienteret
- - en næsten tro fysisk kopi af Daniel Agger
- - semi-nørdet hvad angår historie, videnskab og science fiction
- - gift med en sygt lækker socialrådgiver
Jeg er ikke:
- - usårlig. Endnu.
- - så god til at hverken synge eller spille guitar, som man skulle tro
- - i stand til at sluge stuvet hvidkål
- - nær så dygtig til mit fag, som jeg har tænkt mig at blive
- - bange for særlig meget længere
- - kold i røven med mindre det er påkrævet
- - svær at snakke med
- - politisk korrekt, hvis der ikke er grund til det
- - en fandens karl
- - helt ueffen